www.klarine.dk
Rejsebrev Juli 2017
Kim og Jonna kom til Lyon den 29. juni og efter 3 dage i Lyon sejlede vi sammen op af Saône.
Saône floden er meget hyggelig at sejle på. Floden bugter sig gennem skov, bakker, marker og byer. Der er flere små øer, vi skal huske at sejle den rigtige vej udenom, da der ved de fleste er ensrettet sejlads omkring øen.
Vi sejlede stadig igennem store sluser, men ikke så dybe som dem på Rhônen og vi mødte stadig flere store fragtskibe hotelbåde.
Første dag lå vi i Jassans-Roittier, som var en lille hyggelig by. Derefter sejlede vi til Macon, som er en større by med en hyggelig gågade med gamle velholdte huse.
Vi lå lige foran en stenbro med mange buer, og om aftenen var der spotlys på, som gav en god stemning.
Den tredje dag tog vi sejlturen til Tournus, og på den strækning, så vi mange storke, som havde koloni på en ø.
Sidste dag sejlede til Chalon sur Saône, hvor turen sammen med Kim og Jonna sluttede efter 140 km op af Saône.
De tog tilbage til Lyon den 6., hvor de skulle have flyveren hjem til Danmark igen.
Vi blev i Chalon sur Saône i en uge, hvorefter vi startede turen op af Canal du Centre den 12. juli.
Indgangen til kanalen var lige efter byen. Sluserne er nu igen små 5,20 x 38,50 meter og fra 2 ½ -5 meter dybe. Der 58 sluser på 113 km. 34 op og 24 ned.
Vi startede med at sluse opad og på de sluser der er ca. 5 meter dybe var der flyde-pullerter, som gjorde slusningen nemmere.
Vi sejlede kun 3-4 timer om dagen. I begyndelsen af turen sejlede vi gennem region Bourgogne med vinmarkerne op langs kanalen, senere blev det mest landbrug med kornmarker og kreaturer. Der var også en del industri ved nogle af byerne.
Vi sejlede til Shagny, og var der i 3 dage. I anledning af Bastilledagen den 14. juli, var der aftenen før musik om aftenen et par steder i gågaden, og kl. 23.00 var der fyrværkeri i havnen.
Den 15. sejlede vi videre til en anden lille vin by Santenay, som havde flere vinhuse. Et af dem var stort hus med tagsten lagt i et mønster.
De næste 2 dage ligger vi over i 2 små byer, Saint-Bèrain-sur-Dheune og i Ècuisses langs kanalkanten. Byerne er kendt for deres produktion af flotte farvede tagsten der lægges i et mønster. Vi så flere huse med disse tagsten.
Derefter sejlede vi til Montceau-les-Mines, som er en gammel kulmineby. Gamle fabrikker stod der stadig tomme og forladt.
Efter 3 dage sejlede vi til Palinges, hvor Jytte cyklede 3 km ud og så Châteaux de Digoine, som er privatejet. Man kunne besøge slottet og få en rundvisning i stueetagen af slottet og gå rundt i deres fine park og nyde de mange beplantninger. Desværre regnede det, så det blev til en rundvisning indenfor og kun lidt af parken.
Fra Palinges sejlede vi til Paray-le-Monial, hvor vi lå ved en kajplads lige foran en stor park, hvor der var et kæmpe stort religiøst konvent med mange aktiviteter for både børn og voksne.
I byen var der flere religiøse bygninger. Byen er kendt for sine mosaikker. En stor væg er udsmykket i byen med mosaik og en af de flotteste var mosaikkerne i Chapel of the Colombière.
Byen har en stor flot romansk basilica (kirke), som var meget besøgt, og mange pilgrimme kom på gennemrejse her.
Den 24. juli ankommer vi til Digoin, det sidste stop på Canal du Centre.
Digoin er en industriby, hvor produktion af keramik og porcelæn er hovederhvervet. Lige inden byen sejlede vi forbi en stor fabrik, der producerede toiletskåle i massevis.
Fra Digoin fortsatte sejladsen efter 2 dage ad Canal Latéral à la Loire.
Canal latèrel à la Loire er 197 km lang til Briare og har 47 sluser. Floden Loire snor sig tæt på kanalen, og vi startede med at sejle over den på en viadukt fra Digoin.
Vi sejlede gennem skov og landbrugsjord og ser ikke så meget andet. Dog ser vi en del forskellige fugle.
Vi sejlede forbi et rådyr, der svømmede langs kanalen, og da der var spunsvæg på kanterne, var vi nervøse for, om det kunne komme op igen. Heldigvis fandt den et sted, hvor den kunne komme op.
Vi havde en overliggere i Diou og i Gannay og lagde os ind i havnen i Decize den 28. juli.
Havnen lå i begyndelsen af en sidearm, hvor der var forbindelse til Canal du Nivernais.
Vi sejlede gennem en automatisk sluse ind i havnen, og her var vi nær ved at komme i klemme i sluseportene, da vi skulle ud. Da vi var ude med stævnen, startede portene pludselig med at lukke. Heldigvis sætter Lars båden hurtig i bakgear, og vi undgår lige at blive ramt af portene, men så lå vi der i slusen og kunne ikke komme nogle vegne.
Der lå et VNF kontor lige ved siden af, og en medarbejder åbnede portene manuel for os, så vi kunne komme ind i havnen.
Havnen var forholdsvis ny med plads til 80 både. Havnen var kun halvfuld, så der var masser af pladser ledige.
Decize er en mindre by, der er bygget på en ø i Loire floden, og der var fine vandre og cykelstier langs med både floden og kanaler.
Vi blev i Decize og hyggede os i 4 dage, inden vi sejlede videre den 1.august.