Tryk på billederne for at se en større version

 

 

  Rejsebrev Maj 2015

Vi var flyttet ned på båden i Faldsled den 15. april, hvor vi fik de sidste ting lavet på båden, så den var sejlklar.

Onsdag den 6. maj slap vi så fortøjningerne i Faldsled over middag og sejlede til Dyvig og 2 dage senere videre til Høruphav, hvor vi fik en dejlig middag hos vores gode venner Flemming og Berit.

Lørdag tog vi til Kappeln. Vejret har været meget skiftende. Meget vind det meste af tiden, regnbyger og koldt. Freja har klaret turen OK, men har været søsyg 2 gange på grund af meget vippen på bølgerne.

Fra Kappeln sejlede vi videre om mandagen til Kiel og gik næste dag gennem Holtennau nye sluse, hvor vi mødte et andet par fra Faldsled som også skulle på Kanalerne. Vi sejlede til Rendsburg og lagde os ind i den sædvanlige lille havn, hvor vi nok var mest kendt, som dem der har problemer. Vi havde været der 2 gange før. 1. gang med en bovpropel der skulle laves, og 2. gang var det gear kassen. Det var dejligt at gense havnemesteren Barbara og hendes mand Volker.

Om torsdagen var vi til sildegilde sammen med medlemmerne i havnen. Vi var først ude at sejle en times tid, hvor vi var gæster ombord på den gamle islandske fiskebåd Irma fra en 1934. Derefter blev der stegt 200 sild og smurt en masse flute, og vi havde en hyggelig og dejlig eftermiddag og aften i godt selskab.

Næste dag tog vi videre til Brunsbüttel og lå lige ved siden af sluserne, hvor vi kunne se de store både sejle ud og ind på nært hold.

Lørdag sejlede vi ud af Kielerkanalen over til Kanal Otterndorff, hvor vi kan blive sluset ind næste morgen ved lavvande.. Vi sejler i tidevand, så vi kan kun sejle igennem slusen ved lavvande, og højden på båden må ikke være højere end 2,70 cm, så vinduer og kaleche er slået helt ned.

Vi nåede ikke den sidste sluse ind til Bremerhaven, så vi overnattede på en plads i en lille sejlklub før slusen.

Næste morgen den 18. maj kommer vi igennem og sejlede på lavvande ud til Bremerhaven marina i den gamle fiskerihavn, hvor vi kun var en nat. Vi fik lidt diesel på og sejlede videre til Loyd Marina midt i byen, som var en dejlig havn med alle faciliteter. Her lå vi i en uges tid og fik lavet 50 timers service på motor, skiftet olie mv..

Den 25. maj tog vi så afsted mod Oldenburg. Vi blev sluset ud af havnen, da det var lavvande, så vi kunne sejle med strømmen hele vejen til Oldenburg. Her lå vi i en tidevandshavn ved en flydebro, hvor der var 3,5 meter forskel på høj- og lavande.

I Oldenburg lå vi en uge, hvor jeg lige var en tur i Danmark i tre dage til 50 års jubilæum den. 28. på min gamle arbejdsplads Business College syd, Mommark, og så benyttede jeg da lige chancen til også at være sammen med gode venner, mens Lars blev på båden sammen med Freja. Den 30. juni var jeg tilbage igen med toget.

Oldenburg er en dejlig by med gågader, slot og mange grønne områder.