Klarine lignede en rigtig flodbåd med forskellige fendere i forskellige farver og faconer, der hang på siden og beskyttede hende, når vi tumlede rundt i sluserne.

Vi havde læst i vores program, at vi kunne købe diesel i havnen, men det var ikke rigtigt – ingen tankstation ved kanalen. Vi snakkede med en erfaren englænder, som havde sejlet på kanalerne i 10 år, og han mente ikke, at vi kunne købe noget, før vi var på Saône floden. Vi mente, at vi havde nok diesel, men det ville være rart, hvis vi ikke skulle tænke på det, til vi fandt en station eller en bunkerbåd med diesel et eller andet sted.

VNF driver de fleste sejlbare kanaler i Frankrig, og i den første sluse fik vi en brochure og vejledning samt en remote controller til brug ved de mange automatiske sluser og nogle få broer der skulle åbnes. Der var også strækninger hvor sluserne og enkelte broer var manuel betjent.

Vi blev spurgt, hvor langt vi ville sejle og blev registreret, så de vidste hvor vi var på kanalsystemet ved flere af sluserne, hvor der var folk fra VNF.

Vi sejlede gennem en fantastisk natur med skov og marker og små landsbyer. Vi så den lille blå isfugl flere gange – jo, det var en naturperle.

Da vi havde lagt ind til bredden for overnatning, kom en ung fyr fra VNF på knallert, og spurgte, hvad tid vi ville af sted næste dag. Vi aftalte kl. 9.00.

Vi var trætte og gik tidlig i seng.

Senere overtog en anden person fra VNF og holdt øje med, at alt gik, som det skulle. Det var jo en fantastisk god service, som gav en tryghed, Han gav os også en melding om, at vi på et tidspunkt ville møde en større peniche, som vi skulle passere, så var vi forberedt, da kanalen ikke var så bred. Da vi mødte den, sejlede den meget langsom forbi os, da den var hårdt læsset og nærmest pløjede sig igennem på bunden af kanalen.

og så den ikke blev for varm. Lars fik klaret problemet, så vi kunne sejle videre.

Efter sluse nr. 47 kom vi til Chaumont og lagde vi til ved den lille havn. Vi havde intet til aftensmad, så Lars cyklede i regnvejr de ca. 2 km op på toppen af bjerget, hvor byen lå og handlede lidt ind.

Jeg er øm i hele kroppen, og vi var godt trætte og faldt hurtig i søvn om aftenen.

Næste dag slappede vi lidt af, vaskede tøj, gik op i byen og så os lidt omkring.

Vi har mødt mange sejlende englændere i dette område, men ikke ret mange andre nationaliteter, heller ikke franskmænd.

Den 13. september forlod vi Chaumont og sejlede op til en lille landsby Rolampont, efter sluse 62. Vi startede ud med lidt regnvejr, men det blev bedre op af formiddagen, men temperaturen faldt lige nogle streger – om morgenen havde vi 8 graders varme, og det var vi jo ikke vant til.

Naturen var stadig helt forunderlig, Vi har ikke set nogen dyr, men der var en del fugleliv. I kanalen var der mange fisk- også de store.

Slusningen foregik med manuel betjening næsten hele vejen af folk fra VNF. En ung mand kørte fra sluse til sluse på knallert og sørgede for at åbne, sluse og lukke os ud igen. Flere af sluserne skulle håndbetjenes med et håndsving.

Den 14. september tog vi videre til næste liggeplads. Det blev en kort tur til Langres, som lå tæt på toppen af det lille bjerg. Selve byen lå flot på toppen, som var lavet som et fort med en bymur hele vejen rundt om den gamle del af byen. Det var en charmerende gammel by med masser af historie.

Solen skinnede igen, og dagtemperaturen lå på ca. 22 grader.

Den 15. september sejlede op gennem de to sidste sluser. Derefter skulle vi igennem den 4820 meter lange tunnel på toppen og så var det nedslusning resten af turen.

Vi skulle have tilladelse af VNF for at sejle igennem tunnelen, og det tog 1 time at komme igennem, da vi kun måtte sejle 4 km i timen. Turen gik fint, men anstrengende for Lars, da han skulle koncentrere sig i den smalle tunnel, hvor der var en dårlig sigt, selvom den var oplyst, og man skulle i hvert fald ikke lide af klaustrofobi.

På den anden side af tunnelen slusede vi nedad gennem 22 sluser, der lå med ½ - 1 km mellemrum, og det var nemt.  Vi lagde ind på en plads ved en lille landsby der hed Cusey, hvor der lå 3 andre både. Vi snakkede med et engelsk ægtepar, der sejlede i en typisk engelsk kanalbåd, 2 meter bred og 17 meter lang. De havde købt et hus i Frankrig, hvor de boede om vinteren, og om sommeren sejlede de rundt i båden i 6-8 måneder.

De havde en sød lille Jack Russel terrier, som Indi var glad for.

Den 16. september om morgenen vinkede vi farvel til de andre både, og sejlede videre ned af bjerget. Vejret var stadig skønt om dagen, solskin og varme, så sommertøjet var stadig i brug.

Vi kunne ikke finde en af de almindelige liggepladser, så vi valgte at lægge os ind til siden med fortøjningerne i nogle pløkker i jorden lige før sluse 34.

Terrænnet var blevet mere åben, så vi kunne se ud over landskabet. Det var mest landbrugsjord, hvor der dyrkes majs, solsikke, og der var også græsmarker med køer.

Vi så også et meget stort område, hvor man havde fasaner gående i nogle kæmpe volierer.

Den 17. september sejlede vi gennem de sidste 10 sluser på Canal Champagne Bourgogne og kom ud på Saône floden. Vi slusede 3 gange mere på Saône, inden vi nåede vores mål havnen i Saint-Jean-de-Losne. Det var en stor havn med mange både til salg, udlejningsbåde, værft og bådbutik, så der var en del at kigge på. Selve byen var der ikke så meget ved, der var nogle små cafeer nede ved floden, som bar præg af, at der var en del bådturister.

Det er helt utroligt hvor mange englændere der har båd her og næsten ingen franskmænd. Vi har mødt rigtig mange englændere, der sejlede i Frankrig, men også folk fra Canada og Australien. Mange af dem sejlede om sommeren i 6-8 måneder, lagde så båden i havn, og tog hjem om vinteren.

Vi havde sejlet næsten hver dag i 2 uger, så vi besluttede os til at tage det lidt med ro og slappe af i nogle dage.

Der var møntvaskeri i byen, så vi havde storvask.

Den 21. september sejlede vi videre på Saône efter at have tanket Klarine helt op med diesel.

Det var slut med de små sluser, dem vi skulle igennem var 12 x 125 meter.

I havnen lå der en anden dansk båd. Det var en LM 27 sejlbåd, hvor masten var taget af. Lars snakkede med manden, som fortalte, at de havde sejlet på kanaler og floder i 12 år med båden. De havde også boet om vinteren i den, men nu gik de i vinterhi i et hus de havde købt i Sydfrankrig, men vi fik lidt gode tips til havne i Sydfrankrig.

Den 22. september sejlede vi videre sydpå. Der var ikke ret mange muligheder for gode liggepladser undervejs, så vi nåede helt til Macon, før vi fandt en flydebro, vi kunne ligge ved. Det var lidt diset og overskyet om morgenen, da vi tog afsted, og i løbet af formiddagen, begyndte det at regne, så da vi nåede Macon var vi bare trætte.

Sidst på eftermiddagen blev vi underholdt af nogle helt unge teenagere, som sad lidt i skjul under en bro, og fik ild i en vandpibe, som gik på rundtur. Jeg blev endda tilbudt et hiv. Det var helt tydeligt, at det ikke var helt lovligt, men vi grinede nu alligevel af dem og mindedes, da vi selv som 13 årige smug røg.

Om aftenen var der meget farvet lys og lyseffekter over byens bygninger, det så meget flot ud.

Den 23. september gik Indi og jeg en tur om formiddagen i Macons gågader, det var søndag, så butikkerne havde lukket, og da vi kom tilbage til båden, blev en hurtig beslutning taget om at tage videre, når vi havde spist. Vi måtte se på Macon en anden gang. Vejret så godt ud, og vi havde hørt, at det skulle regne de næste dage, så det var om at udnytte det.

Der var mange speedbåde og vandscootere på floden, det havde vi ikke set ret meget af før, men der var jo også plads til os alle.

Vi havde udset os et par liggepladser undervejs, men de småhavne, vi så undervejs, var til små både, så der var ikke plads til os.

Vi besluttede at sejle videre mod Lyon og finde en liggeplads der. Da vi kom til Lyon, havde vi en flot sejltur ind igennem byen, som lå på begge sider af Saône, og ca. kl. 19.00 fandt vi Lyons eneste havnebassin i Le Confluence, hvor der var plads til os.

Le Confluence var et helt nybygget område med det nye havnebassin, der var også moderne lejlighedskomplekser, cafeer, restauranter og et stort flot center. Området er stadig under opbyggelse – et spændende og flot område.

Om aftenen var vi ude at spise, og så på hovedet i seng efter en lang og anstrengende sejltur.

Om natten stormede det, og vi fik også tordenvejr med masser af regn, godt vi var i havn. Indi er bange i tordenvejr, så han krøb ned i det bagerste hjørne i båden bag min side af sengen.

Næste dag fik vi lavet en aftale med havnemesteren om, at vi kunne blive liggende i de næste 2 uger, for jeg skulle hjem til Odense i en uge fra på lørdag.

Jeg havde en dejlig uge i Odense, og Lars traf lidt forskellige mennesker i havnen bl.a. nogle danskere der var på vej til Portugal i deres sejlbåd. Hver morgen, når han gik med Indi, mødte han den samme mand, som gav hånd hver gang de mødtes og hilste med et bonjour

Vi har kun mødt venlighed alle vegne.